Schousboes ferieblog

Torsdag d. 21. februar

Kl. 10 mødte vi alle seks spændte op hos Anna og Poul Erik. Der bliver holdt godt øje med Anna af hendes to hunde, som er meget racistiske – de knurrer ikke af hvide mennesker men mørke mennesker kan ikke få lov at komme ind i hendes lejlighed….disse to hunde finder hende hvert år, hvordan er uvist.

Anna forelagde hurtigt planen, der var lagt sammen med Lal ( Annas bedste ven på Sri Lanka) og hendes Sri lankanske “ søn” Marish. Lal og Marish var vores chauffører i de to tuk tuk og første stop var i en stofbutik, hvor der blev indkøbt 20 hovepudebetræk, næste stop apoteket, hvor der blev købt Panodil og medicin til maveproblemer, skrabere. Sidste stop var supermarkedet, hvor Anna gik efter sukker, mælkepulver, toiletrens, kiks, vaskepulver og sæbe. På toppen af bjerget kom vi til plejehjemmet, og det var noget, der gav indtryk – hold da op!! Hver enkel beboer fik sæbe, Panodil, medicin til maveproblemer, en pakke kiks og et pudebetræk. Resten var til fælles brug. Børnene gik rundt med og afleverede tingene til de meget taknemmelige beboere. Hver beboer havde en seng og et sengebord, en balje under sengen og en tissespand. Der lugtede ramt af urin – og deres madrasser, tøj og puder var meget beskidte. Fluerne sværmede også omkring et bensår, hvor der ikke var forbinding på…. Hver enkel beboer sad eller lå i sin seng med tomme blikke – INGEN aktivitet af nogen art og de fleste desværre meget usoignerede. Der er een mand ansat til at tage sig af 20 beboere. Vi havde nogle balloner med fra Danmark, som vi pustede op, og pludselig kom der smil på læben hos nogle af mændene, da børnene sammen med dem begyndte at kaste med ballonerne. Snakkede med en gammel urmager, som havde boet på hjemmet i et år. Han havde aldrig været gift og havde ingen børn og græd hjerteskærende – han var ulykkelig for at være der, men havde ingen andre steder at være. Han var anderledes end de øvrige beboere i og med at han kunne snakke engelsk og også havde sin egen lille radio og sit eget ur. Hmm, det var en drøj omgang og noget tårevædede. Børnene gik meget op i at gå rundt og snakke med mændene. Det var på een gang rørende men også vemodigt.

Da vi har været rundt og sige farvel til alle, kommer Marish med en “ sengelus” mellem neglene – det besluttes, at Anna og Poul Erik kommer retur i næste uge med moskitonet og gift til udyrene. Anna fortalte senere, at hun havde været på et hjem for udviklingshæmmede piger og givet toiletter, håndvaske og madrasser. De bor som fanger i små celler, som er låst. Ligeledes har hun oplevet dette med demente – det løber en koldt ned ad ryggen, når man hører disse forfærdelige tilstande….

Vi var alle helt fyldt op af alle de indtryk på plejehjemmet. Lala tilbød os at komme med hjem til hans familie, hvor vi blev budt på the og småkager, hyggeligt. Han er ved at bygge til i sit hus. – han ved ikke hvornår, det står færdigt – det kommer an på pengene, men meningen er at kunne leje rummene ud og tjene lidt penge på den måde.Lal er til daglig tuk tuk driver og sørger desuden for den ene datters dreng, da begge forældre arbejder i Hongkong, hvor de tjener mere. Lal sørger for barnebarnet skolegang – han begynder sin skoledag kl. 7.30 til 13.30 i folkeskolen, derefter køres han til den internationale skole og derefter igen til engelsk undervisning – drengen slutter sin undervisning kl. 8 om aftenen – har fri i weekenden men ikke altid. Der satses hårdt på næste generations forsørger.

Derefter kørte vi til et fint udsigststed og efterfølgende spiste vi alle ti på en restaurant i smukke omgivelser – det var en dag fyldt med kontraster.

Da der var forskellige ønsker, der skulle opnåes, skiltes vi i to grupper…..der skulle shoppes lidt og der skulle findes ud af, hvordan vi får vores bord som nu kun er en bordplade med til Bangkok, hvorfra det skal sendes til Danmark, Ulrik har arbejdet ihærdigt i projektet, har talt med mange forskellige, men det ser vist ud til at lykkes nu…..vi krydser fingre.

Vi sluttede en meget, tankevækkende, kontrastfyldt og utrolig givende dag af på terrassen på Damith Guest House og havde det også bare en lille smule godt med at kunne bidrage lidt til projektet, selv om det kun forslår lidt. Mads Olaus gav udtryk for, at det nok havde været den største oplevelse på Sri Lanka. Tænk hvad tilfældigheder kan give af oplevelser, hvis man bare griber dem. Vi sagde ikke farvel til Anna og Poul Erik men på gensyn i Faaborg til Sri Lanka erfarings – og billedeudveksling. Tænk at have mødt to så dejlige, varme og inddragende mennesker! Ikke noget at sige til, at de lokale kalder Anna for Florence Nightinggale, men Anna har sin egen varme og respektfulde tilgang til kulturen og menneskene omkring hende – både dem hun omgåes og dem, hun er med til at hjælpe. Så fint at opleve.

Vores sidste aften på Sri Lanka tilbragte vi ved stranden, spiste der og gik rundt i de små gader med mange små sjove butikker. Vi snakkede alle om, at det er en underlig følelse at sige farvel til et land, der har givet os så mange oplevelser, men som man ikke ved om man nogensinde kommer til igen.

I morgen fredag d. 22.2. gælder det Thailand. Vi skal flyve fra Colombo til Bangkok kl. 14.30 – så er vi på vej mod nye eventyr……:)

Fra Mirissa gik turen til Galle, en fra tidernes morgen, hollandsk koloniby med en kæmpe fæstning rundt om den gamle bydel.

Vi havde via Airb&b fundet, hvad vi syntes så lækkert ud, lejlighed lige ud til havet…hmmm, billeder og beskrivelser kan jo snyde engang imellem!! Synes normalt ikke, vi plejer at være så sarte men da diverse kakkelakker begyndte at spæne rundt på gulvet, og da vi for at komme til den tilhørende strand skulle passere en losseplads holdt det muntre op. Dog oplevede vi lidt af det lokale byliv – talte med ældre damer, der stod på gaden og trak luft ( læs trafikos) sammen med deres børnebørn – imens stod mødrene oppe i lejlighedens vindue og fnisede genert ned til os. Nogle drenge kaldte Mads Olaus og Peter August til sig og spurgte, om de ville spille fodbold på stranden – de skulle jo kun spørge een gang, så var FB& IF og SFF- drengene klar!,:) Ikke dårligt at kunne kaste sig i bølgerne efter endt kamp.

I Galle kom vi tilfældigt i snak med en ældre mand i uniform – helt hvilken rolle han havde ved vi stadig ikke, men han boede tilsyneladende i en gammel fabrik og viste os en skole, der efter en tsunami i 2004 havde lagt den og skolen i ruiner, men vi gik på farefulde lofter og så efterladte skoletegninger og blyanter. Uha, det gav nogle gys i os.

Bagefter var det tid for en is, og vi fandt frem til ismageren i Galle. Her snakkede vi med et kinesisk/ungarsk ægtepar på Ulriks og min alder. Det var meget interessant at høre om hendes svære barndom i Kina – født som pige, alt for grove knogler – aldrig værdsat. Bedstemoderen ønskede hende byttet til en dreng efter fødslen…. Selv om der var et-barns politik, så valgte forældrene at få et barn mere og betale alt – til alt held blev det en dreng. Hun var i dag meget glad for at være gift og bosat i Schweitz og ønskede IKKE børn.

Ellers gik vi tur “på muren” – Galles fæstning med den smukke udsigt udover havet. Vi var også på besøg i en moske, hvor vi fik lov at se, hvordan man som mand beder til Allah. Ungerne syntes, det var mange gange at ligge på knæ om dagen, men det gav anledning til snak om forskellige religioner.

Vi besluttede at flytte til Damith Guest House i Unawatuna allerede næste dag. Inden da skulle vi lige købe lidt varer i et supermarked og kommer i snak med et dansk ægtepar – Unawatunas svar på Florence Nigthingale…..uden yderligere præsentation eller andet siger damen, at vi er velkommen til at komme og besøge dem på Lemon Grass ved stranden, og vi hilser af.

Damith Guest House kan virkelig anbefales, en lille oase, stille og rolig og hyggelig og så med swimmingpool ikke at forglemme. Stedet er drevet af Damith og hans hustru – et meget hjælpsomt ægtepar og to søde børn, en dreng på 12 år og en pige på 18 år. Dagen efter inkvarteringen så vi en turtlefarm, det var meget spændende at høre om de forskellige arter og hvordan fiskerne mod belønning indleverer skadede skildpadder – der var nogle der manglede ben og øje og skjold der var beskadiget. Det virkede som et sundt projekt. En skildpadde søger altid tilbage til det sted, den er blevet udklækket, når den skal lægge æg – så hver aften er de ude for at lede efter hulerne, hvori skildpaddemoderen lægger sin 150-200 æg på 15-20 min. Det er noget af en fødsel.Æggene reddes op og udklækkes under sikre forhold…Når æggene udklækkes søger de små skildpadder automatisk til havet ved hjælp af et slimspor, som moderen har lagt og som kan holde i sandet i flere måneder, det er hvad de får af minde/ kærtegn fra deres mor.

Om aftenen beslutter vi, at det kunne være sjovt at finde det ægtepar, som vi snakkede med i supermarkedet – det lød som et spændende projekt, de havde gang i. Sørme om det ikke lykkedes at finde Anna og Poul Erik. De blev noget overraskede, da de så os stå på trappen….vi blev budt indenfor OG så gik snakken ellers. Anna er kommet på Sri Lanka i 24 år – opholder sig der i to til tre måneder om året og har for fem år siden mødt Poul Erik, som nu også kommer med. Hvert år laver Anna en Buddha fest hjemme, hvor der holdes auktion på Annas indsamlede loppefund. Alle bidrag går til plejehjem og nogle fattige familier som Anna og Poul Erik sammen med Annas Sri lankanske “familie” Lal donerer fx., mad, madrasser, hovepudebetræk, Panodil og anden medicin, skrabere til skæg, toiletrens, sæbe. Hver plejehjemsbeboer får 15 kr. af regeringen om måneden – resten er donationer. Beboerne lever som oftest under kummerlige forhold. Der er mange gange lavet aftaler i den lokale landsby om, at der laves mad på skift til beboerne – fx. ved familien Lal, at de skal lave morgenmad d. 24. november hvert år. Børnene var meget optagede af at høre om projektet og havde mange spørgsmål.

Inden vi fik set os om, var det planlagt, at vi kunne komme med på besøg på et plejehjem med 20 mænd d. 21.2.

Vores chauffør fra Udawalawe Nationalpark sagde, at der var 1,5 time til Mirissa, den sydligste by på Sri Lanka. Det viste sig, at der var 3 timer…..pludselig var det mørkt, og vi havde for første gang lidt udfordringer med at finde et sted at bo og også at ATM- hæveautomaterne var tomme – ups, ups – men typisk for Sri lankanerne så er de simpelthen så venlige og utrolig hjælpsomme. En tilfældig tuk tuk-driver viste os hen til det der skulle vise sig at være en dejlig lille oase hos to usædvanlig søde værtspar, der ville gøre ALT for at behage os – lige noget vi kunne bruge efter en laaaang dag med mange oplevelser og indtryk. 

I badebyen Mirissa oplevede vi for første gang mange turister ikke mindst back packere, russere og kinesere. Byen er kendt for sine hvalsafarier og lækre strande. Specielt ungerne nød de STORE bølger – var i vandet i timevis, mens Ulrik og jeg sad i skyggen af palmetræerne og læste. 

D.   17.2. var vi fra morgenstunden på hvalsafari arrangeret af vores værtspar. Alle fik udleveret søsygetbl. – Jens Gustav skulle kun have haft en halv tablet men fik en hel og sov en stor del af turen…..sådan er det, når man ikke helt forstår informationen – godt det ikke var værre. I øvrigt var der ikke bølgegang – men stille og smukt.

Vi fik set to blåhvaler, en finhval og delfiner. Selv om man kun ser en brøkdel af klodens største pattedyr, er det imponerende at tænke på, at de fredeligt flyder rundt lige omkring båden. De er på transit rundt om og meget tæt på Mirissa, da der er meget plankton fordi mange floder udmunder i havet, og fordi der kun 8-20 km. fra kysten er 1 km. dybt.

Rice & curry er nationalretten på Sri Lanka – det spises især til middag- men vi fik det også som afskedsmorgenmad, det er stærkt men velsmagende. Der bliver altid tilbudt bestik til os men mange Sri lankanere spiser med hø. hånd, ve. Hånd er uren. Da vi tidligere var til det omtalte bryllup skulle vi også spise med hænderne – det er lidt af en kunst at få blandet maden til små kugler, som herefter indtages. 

Mange er buddhister – vi snakkede med en mand i dag, som fortalte, at det for mange fortsat er forældrene der finder ægtefællen men at man har nogle muligheder. Han havde fx. været på besøg hos 25 forskellige kvinder, hvor den enkelte kvindes familie også deltog, inden han besluttede sig i løbet af 2-3 måneder, hvor man som kommende kærestepar kun snakker i telefon sammen – kulturen er, at man ikke mødes alene….

På Welligana Beach prøvede Ulrik og de tre store kræfter med et surfbræt i bølgerne til stor fornøjelse. Jens Gustav og ut. hoppede i bølgerne og lavede sandslotte.

Det var en tårevædet afsked med værtsparret – de havde svært ved at slippe ungerne…..om vi forstår dem, da vi som forældre syntes, at der havde været lige lovlig mange konflikter og lidt skrig og skrål…..nå, men tror måske, at det er meget normalt, at der lige kridtes op engang imellem, når seks mennesker er sammen i nye omgivelser 24-7 hver dag. Det er god læring for alle. Det er heldigvis den mindste del af samværet. Generelt er det jo helt fantastisk at få lov at tilbringe otte uger sammen som familie. Det giver mange gode snakke og grin og det kan GODT anbefales.:)

Billeder følger snarest….

Fra det køligere bjergklima nedad hårnålesving forbi flotte vandfald og frække og nygerrige aber kom vi til Athgira River Camp som er beliggende tæt på Udawalawe Nationalpark og SÅ var vi ellers landet i varmen igen!!!:) Vores bolig for kun en nat var et telt slået op på stolper med sivtag henover – ( ingen air condition – vi svedte tran) lå lige ud til floden, som for de lokale både fungerede som bade- og vaskested. Fra terrassen kunne vi holde øje med en stor brun varan, der lå og dasede i et træ – et forunderligt dyr.

Kl. 05.30 næste morgen gik turen i safaribil til Udawalawe Nationalpark. Det var spændende at se de små huse og butikker langs vejen vågne og smukt at se solen stå op. Vores chauffør var god til at spotte de forskellige dyr. Vi så elefanter, bøfler, krokodiller, varaner, påfugle, ørne og andre farvestrålende fugle. Leoparden må vi have tilgode – det er dog meget sjældent at den viser sig “offentligt”. Der er meget grønt og frodigt sammenlignet med Afrikas savanne. Når man nu har været på safari i Afrika, så må vi tilstå, at denne oplevelse ikke kan måle sig med “The Big Five”

Derimod var det en meget stor oplevelse at se elefantbørnehjemmet, Udawalawe Elephant Transit Home, som ligger i et hjørne af nationalparken. 50 små elefanter kom løbende og gående i flok hen til deres “madmor” som er en “øllefant”, hvorfra de får ca. 2 l. mælk hver 5 gange om dagen. Nej, hvor var de søde – men når man tænker på deres skæbner, så bliver man faktisk vemodig set i forhold til elefantens stærke familierelationer. Dog så det ud til at være et godt børnehjem.

Tak for nu – turen går videre mod syd. Vi planlægger dag for dag – kan dog mærke at det vil være godt for alle med mere end een overnatning af hensyn til både søvn- og vasketøjsmængde…..:)

Tog på en vandretur til Little Adams Peak – et lille bjerg som vi besteg og som bagefter godt kunne mærkes i lårmusklerne – det var små stier op og ned med bjergtagende formationer – ufatteligt smukt. På vejen mødte vi smilende damer – tamilske theplukkere, som gik der på de stejle bjergskråninger i bagende sol enten i bare tæer eller i klipklapperere med ti kg the på ryggen, når sækken var fuld. De har alle en stang med som de måler theplanterne med så de får samme højde efter de har plukket.

I siderne af stien ligger der desværre rigtig meget affald – meget plastik, som brændes af – skraldespande ser vi kun få af, desværre. Hunde er der rigtig mange af -de fleste er vilde og usoignerede. På Little Adams Peak havde en hundemor fået 8 hvalpe i en hule.

På vej ned prøvede Sigrid Marie, Mads Olaus og Ulrik en 550 meter lang svævebane – 82 meter høj og en hastighed på 50 km/t ud over dalen. De var meget begejstrede efterfølgende. Peter August var en smule skuffet over ikke at veje nok til at kunne prøve….Jens Gustav var derimod glad – “jeg har højdeskræk”.

“Nine Arch Bridge” spadserede vi til gennem junglelignende lyde og krat og stier (det er broen, som var med i filmen “Broen over floden Kwai”). Imponerende bygningsværk. Vi har både gået over den og kørt med tog på den. Der er langt ned til begge sider….. undervejs så vi aber, der spiste Jack Fruits. på den dag gik vi næsten 10 km – og troede at så var energien brugt hos ungerne – men man kan jo tage fejl – læs nedenstående….

Kaffe og the serveres på Sri Lanka med sukker og mælk – gerne meget sukker – det er lige noget specielt drengene kan lide – vi har erfaret, at det ikke er nogen god idé at indtage, når der ikke er så lang tid til sengetid…..Jens Gustav siger på et tidspunkt: “Er det ikke rigtigt, at min mund snakker som et vandfald?” JO!!!!!!:) Da der nu er skiftende succes med netforbindelse, så er det utroligt, hvad een legomand kan give af glæde og timers leg…..

D. 12.2. Gik vi godt 5 km. Til thefabrikken Halbe på en bjergskråning – turen gik gennem dale med tomatmarker, ris og majs – tænk sig at være så priviligeret at have fire dejlige rødder gående foran sig og med sin kære husbond i hånden – det er da også livet og værd at være taknemmelig for. Fik en fin rundvisning på thefabrikken – hvor der produceres 5 tons færdig the hver dag – dvs der bliver leveret 20 tons friske theblade daglig. Det er hårdt arbejde at være theplukker til en ussel løn = 600 rupis for 8 timers arbejde – det svarer til knap 24 kroner! Tankevækkende. Ovnen de bruger til at tørre theen er 95 grader og fyres op med træ. Skal hilse og sige at det danske arbejdstilsyn ville komme på overarbejde, hvis reglerne skulle overholdes….

Hjemme igen på “Little Folly”-terrassen blev der lavet lektier. Senere fik vi en hyggelig snak med værtsparret og den søde tjener… Ulrik viste stor interesse for restaurantens borde, en smuk tyk skive Mara-træ, og med lidt vedholdenhed om mod på at løse udfordringerne med eksport-permission, blev vi et sofabord rigere – vi manglede jo også et. Det er bare lidt tidligt på rejsen at slæbe på souvenirers, men vi håber at kunne laste det med DHL i Colombo eller andet steds – så er det nok fremme, når vi kommer hjem…

Efter nogle dage uden for Wifi, er vi nu igen “på”.

Pinnawala som er kendt for elefanterne i gaderne, som vi tidligere har beskrevet, var en dejlig oplevelse. Vi boede lækkert i en bungalow med swimmingpool, hvor ungerne muntrede sig i mange timer. Vi gik tur i lokalområdet og besøgte en lokal familie, hvor vi blev inviteret ind på the i deres lerklinede og meget nøjsomme hus. Glade og gæstfrie – ingen tænder i munden – lever af at dyrke ris og bananer. Om aftenen gik vi tilbage med dansk legetøj til deres barn. Det var en stor oplevelse for os alle – det gav anledning til en snak om, hvor forskelligt man lever i verden – og at bare fordi man måske ikke har de store midler, så kan man godt have et godt liv alligevel. Senere på aftenen kom vi forbi nogle gutter som spillede volleyball- og da Mads Olaus har lovet sin fodboldtræner at holde formen ved lige, spillede han med 🙂

Fra Pinnawala kørte vi med minibus ad snoede og ujævne bjergveje til Nuware Eliya 4, 5 timer…..det var godt at komme ud. Chaufførerne kører stærkt og tæt på de andre billister, stor forurenende gamle busser og TUK TUK,ere…. Vi havde hørt godt om Pedros Homestay, men der var ikke plads – ingen hindring datteren havde to værelser vi kunne få. Det endte med at blive et rigtigt hyggeligt besøg. Deres snart femårige pige og Jens Gustav kunne rigtig finde sammen – forskelligt sprog er ingen hindring. Generelt er ungerne og specielt Jens Gustav til stor interesse. Mange srilankanere vil gerne røre og mærke og hive i kinderne. Alle er så søde og meget børnevenlige.

Nuware Eliya bliver også kaldt Little England efter kolonitiden – der er et væld af teplantager og friske grøntsager i massevis, der har gode forudsætninger i det milde bjergklima. Vi vandrede til Lovers Leap – et stort vandfald til lyden af messende buddhister som gav genlyd i dalen Efterfølgende fulgte Tarzan og Jane og deres fire tarzanbørn en uvejsom sti til byen og passerede et tempel med bryllup. Vi blev budt indenfor blandt de 300-400 gæster, spiste STÆRKT vegetarmad – meget lækkert. Godt med vand til!! Blev fotograferet en HEL del gange. Vi følte os ikke helt bryllupsklædte (ZIP-OFF shorts og svedige T-shirts) i forhold til de meget smukke kjoler og pynteting kvinderne bærer til sådan en anledning. Vi er bare nogle store, grove, hvide nordiske mennesker i forhold til de fine, små og brune srilankanere og tamilere. Det var en kæmpe oplevelse og meget gæstfrit.

I dag skulle vi på den meget smukke og anbefalede togtur fra Nuware Eliya til Ella. Det var en smuk tur i bjergene omgivet af teplantager – altså det vi kunne se, når man står som sild i en tønde på 3. Klasse i 4 stive timer uden air condition!! Her er det ingen fordel at være stor og nordisk og med store rygsække. Blev ærlig talte lidt stolt af vores fire poder – no complains…Der var flere, der blev dårlige så hjemmesygeplejersken har været i aktion…. ha, ha…

Nu er vi ankommet til Ella og er inkvarteret på et hostel, Little Folly – hvor vi har 1.sal i en “wooden cabin” med stort værelse, bad og terrasse lige ud til skov og bjergside. Sidder og skriver på terrassen under et myggenet som Ulrik har sat op. Børnene hygger sig med hinanden. – det er pt lutter idyl.

Børnene er gode til at forsøge sig på engelsk, skal ofte lige bekræfte nogle gloser. Mindste mand er foreløbig på “Hello, goodbye og thank you” og så det altid fungerende tegnsprog og et smil.

Slut for nu!

Vi er vel ankommet og godt i gang med at opleve landet, kulturen og menneskene.

Efter et par dage i Colombo med myldrende trafik, 4 haircuts og Tuk-tuk kørsel, er vi nu i Pinnawala, hvor i dag har set elefanterne fra elefanthjemmet vandre gennem gaden for at bade i floden – imponerende at se og vi fik hilst på en elefant.

Vejret er varmt, på den gode side af 30 gr. Men også med et par korte kraftige byger samt lyn og torden.

Vi rejser på søndag!