Kuala Lumpur og hjem til Danmark 30.3.-1.4.

D. 30.3. begyndte lettere mat for Mads Olaus – men panodil og cola hjælper jo godt i nødstilfælde! 😬 Ud drog vi i den multikulturelle by, hvor indere, kinesere, indonesere og malayer lever side om side! Der er gang i byen dag og nat! Vi besøgte et stykke regnskov, som ligger midt i byen. På gangbroer gik vi oppe i trækronerne! Det var som en oase midt i den larmende storby!

Kuala Lumpur er en moderne by med mange højhuse. Vi så bl.a. et af byens vartegn The Twin Towers som indtil 2004 var verdens højeste. Inklusiv antennen er tårnene 451,9 meter høj og har begge 88 etager. Man føler sig som en lille mus, når man står og spejder op på dem! I de nederste etager ligger der store moderne shopping malls. Sigrid Marie og ut. hyggede os der, selv om vores rejse-outfit ikke helt passede ind blandt de fine damer i høje hæle eller de tildækkede damer i smukke glitrende gevandter! Drengene prøvede en legeplads af og senere slappede vi af i den dertilhørende park og lille vandbassin og observerede klodens mange forskellige mennesketyper! Da det blev mørkt lignede byen Tivoli ved juletid – fuld af lys! Vi spiste på et lille madmarked, hvor vi snakkede om glæden ved snart at skulle hjem – men også om alt det samvær, alle de indtryk og oplevelser, vi har været heldige at have fået med hinanden på denne rejse! Der er stor grund til taknemmelighed! Vi sluttede dagen af i de to dobbeltsenge med at se “Rigtige mænd – og koner”, inden øjenlågene blev tunge!

Pakkede for sidste gang rygsækkene ( de er noget tungere, end da vi begyndte rejsen!) og tjekkede ud kl. 12. Traf en taxachauffør, som kørte os ud til et helligt sted for specielt hinduerne, Batu Caves. Der er templer inde i en stor limestensgrotte. Udenfor står den store 50 meter høje guldfarvede Murugan statue. Inden vi gik opad de 272 trin til selve grotten, fik vi en aske prik midt mellem øjnene – så skulle vi være fri for at blive hypnotiseret(!) Flere små børn var blevet kronragede og hele skalpen var smurt ind i barken fra sandaltræet – både af hensyn til immunforsvaret og af en hellig grund. Dette gøres tre gange, inden barnet fylder fem. Aberne sprang frække omkring og stjal bananer og vandflasker efter forgodtbefindende. Taxachaufføren ville efterfølgende vise os en chokoladefabrik – “ good price for you, my friend…..” Det viste sig blot at være en chokoladebutik, vi kunne ikke komme til at se produktionen, men vi så chokoladetræer med bønner. Dernæst kørte han os til den nye bydel af Kuala Lumpur som hedder Putrajaya. Her ligger præsidentpaladset og den store mosque – samt en masse fine, nyere og store bygninger og komplekser – men meget kontrastfyldt fra Kuala Lumpur, der var næsten ingen mennesker på gaderne – det hele virkede faktisk lidt kedeligt. Vi bad om at komme tilbage til Central Market og gik ture der i bazaaren, inden vi kørte til lufthavnen. Med nogen forsinkelse lettede vi fra Kuala Lumpur kl. ca. 0.30. 11 timer senere landede vi i Istanbul efter en fin overfart. I skrivende stund sidder vi og venter 9 timer på flyet til DANMARK, hvor farmor og farfar venter os i lufthavnen med rugbrødsmadder – YES!!!!😀

Otte ugers rygsækstur til Sydøstasien med verdens bedste familie er til ende. I bagagen har vi i hobetal af fantastiske minder og oplevelser samt billeder – og ikke mindst dejligt samvær 24-7 . I morgen begynder hverdagen igen med skole, arbejde mv. – det er også godt! Vi glæder os til at se familie og venner, Ingolf og Sundager!!❤️

Ude godt – hjemme bedst!!😀