Med fly fra Krabi til Koala Lumpur i Malaysia og fra Koala Lumpur til Kota Kinabalu, hovedstaden på Borneo. Borneo er verdens 3. største ø, hvor en del er indonesisk og en anden malaysisk. Det første der slog os var, at der ikke lå særlig meget affald langs vejsiderne sammenlignet med de tre lande vi har rejst i på denne tur! Vi boede i en lille lejlighed på 6. etage med poole på 3. etage, hvor der var liv og glade dage – vi var de eneste hvide blandt tildækkede, badende muslimske kvinder med deres børn. Fædrene sad og slappede af ved bassinkanten. 80% af den Malaysiske befolkning er muslimer i forskellig grad. Vi har tit snakket om, at vi synes, at 38 grader er varmt – hvordan må det så ikke være under en nihap. Ved siden af lejligheden lå en stor butiksarkade med mange tøjbutikker – det var lige noget specielt Sigrid Marie nød!
Lidt uden for byen havde vi læst om, at der lå en primitiv landsby kaldet Mari Mari, som betyder “kom kom”. Det var en rigtig, rigtig spændende oplevelse, hvor vi på en interaktiv måde fik fortalt om, smagt, vist og prøvet, hvordan fem oprindelige stammer i Borneo har levet for år tilbage. Et nøjsomt liv hvor alle ressourcer blev udnyttet til fulde. En stor del var lavet af bambus, huse, krus, forme til madlavning, bark brugt til tøj. Vi drak 80% risvin i små bambuskrus – dog fortyndet med vand. Det smagte ok! Original dans og hop på en bambustrampolin af MEGET veltrænede unge mænd og yndefulde piger – de ville gerne, at vi skulle prøve efterfølgende – helt så smukt og kraftfuldt var det langtfra men sjovt. Mads Olaus blev udnævnt til familiens overhoved, og skulle gennemgå et lille ritual/hilsen med kanibalhøvdingen for at resten af “den hvide stamme” ikke skulle få hugget hovederne af, inden vi entrerede landsbyen! Mads Olaus tog denne rolle meget seriøst!
Senere på dagen besøgte vi et marked i byen – og også den mindre pæne del af byen! Friske og tørrede fisk, kyllingekød, frugt, soveniers og tøj i en sammenblanding – og masser af affald og spyfluer! Børn der tilsyneladende havde deres liv der løb forhutlede rundt – legende på containere. En lille pige på 4-5 år passede sin lillebror på ca. 1 år midt i grus og skidt, mens hun tiggede…sådanne oplevelser giver stof til eftertanke for både små og store!!
Ulrik og jeg gik en tur langs kanalen, mens ungerne koblede af i lejligheden – her så vi flere slanger af de større slags. Så gik vi ind på et privathospital – vi kiggede ind på en sengeafdeling – det var ret tydeligt et privathospital! Fint og lækkert!
Med fly drog vi til Sandakan i nord næste morgen. Byen virkede “ gammel” og slidt – vi boede på NAK hotel – ingen luksus. Gik en tur rundt i byen bl.a. til den lokale moske, 203 trin op til den britiske forfatter Agnes Keith hus, hvor der var en fantastisk udsigt udover havet og byen. Var på byens stadium, ungerne ærgede sig over, at luften i den medbragte bold af sikkerhedsmæssige grunde bliver taget ud i lufthavnen – for der var ellers mange børn at spille bold med! Børnene ville meget gerne i kontakt med os – vi lavede high fives grinede og tog billeder- og vi snakkede bagefter om, hvor herligt det er, at de mødes fysisk fremfor at sidde bag en skærm, som der jo netop snakkes så meget om på de hjemlige breddegrader!
Næste dag stod i truede dyrs tegn! I “Olsen-banden-taxaen” kørte vi afsted til Sepilok, hvor der ligger et rehabiliteringscenter for orangutager, som en engelsk dame har opbygget startende for ca. 20 år siden. Orangutangerne er stærkt truede, der er kun ca. 11.000 tilbage på Borneo. Palmeolieindustrien har STOR magt- der ligger palmeolieplantager så langt øjet rækker – det er her orangutangerne plejede at leve, da der var jungle! Det er trist for alle parter!
Det var meget fascinerende at stå der og se orangutangerne og deres unger i deres rette element. Selv om det er et rehabiliteringscenter for indbragte orangutanger fundet i landsbyer, hvor nogle har holdt dem som kæledyr, da de var små – så var det alligevel os, der var gæster – spærret inde på gangbroer og platforme midt i orangutangernes verden! Altså lidt den omvendte zoooligiske have. Vi så første fodring kl. 10, kørte derefter til næseabernes ( probiscus) og sølvabernes distrikt. Næseaberne er særegne fordi specielt hannerne har en lang næse ( vi følte os helt hjemme, da vi på rejsen har mødt nogle asiater, som syntes, at vi havde nogle store næser!😂)-som de bruger til at imponere hunnerne. De lever kun på Borneo, og der er kun 7.0000 tilbage! Sølvaberne lignede små fredelige gamle mennesker med et sørgmodigt og rart udtryk! Næseaberne var mere frække anført af en stor alfa-han!!
Tilbage til orangutangernes 2. fodring kl. 15, indenda besøg hos “ The Sun Bears” – verdens mindste bjørn ( på størrelse med en mellemstor hund). De er også en truet dyreart! De vågnede og blev fodret, da vi kom – meget heldigt!
Kl. 15 så vi fodringen og legetimen blandt orangutangernes børnehave – her trænes færdigheder med hjælp fra deres nye mor alias dyrepasseren – meget meget vigtigt element for at de på sigt igen kan slippes ud i den vilde og dertil indkøbte og fredede jungle! De var sjove at se på – og hold da op, hvor vi ligner hinanden på mange områder!! Det var en MEGET interessant dag, som vi er så glade for at have fået lov at opleve!!
Vores taxachauffør tilbød os at køre os til en flod næste dag, hvor vi skulle sejle i tre timer og forhåbentlig se aber, elefanter og krokodiller i det fri! Han syntes åbenbart, at det var lidt for trangt for os at sidde 6 mennesker plus ham i Olsen-banden-bilen – så han havde medbragt sin kone og søn. Konen kørte deres egen bil. Hun var sød og nem at snakke med! Jeg fik en del indblik i, hvordan en moderat muslimsk familie lever, spændende. Under ramadanen øves børnene i at faste, fx. havde deres søn på fem kunnet faste i 14 dage ud af de 30 – hun håbede, at han kunne klare alle 30 dage næste gang! Og det gælder altså ingen mad og drikke fra solopgang til solnedgang!!Hun fortalte også, at frøene på palmetræerne høstes to gange om måneden med håndkraft med en lang pind med en kniv i enden! Tungt, tungt arbejde, da de bagefter også læsses med håndkraft på lastbiler – og så i den varme!! Efter tre timers kørsel ad virkelig dårlige veje, med endeløse palmeolieplantager kom vi til floden! Efter tre timer på junglefloden i en lille båd havde vi set næseaber, sølvaber, makakaber – desværre ikke elefanter og krokodiller – men en vild gris!!😂
Sidste dag på Borneo brugte vi på markedet og hos frisøren – hvor alle drenge blev klippet af den meget tydelige transvistit! Hun ejede salonen med sin mor, som blev ved med at omtale hende som sin søn… Ulrik blev også barberet – og Sigrid Marie og ut. fik glattet hår – de var meget fascineret af vores lyse hår og blev ved med at spørge, om det var vores eget hår!😊 I salonen var også ansat en muslimsk rigtig sød pige. Jeg spurgte, om hun ville vise, hvordan hun satte sit tørklæde! Vi gik ind i et rum væk fra mændene. Jeg fik lov, at prøve at have det på! Jeg syntes med det samme det var ubehageligt varmt og stramt, hvilket hun også indrømmede, at det kunne være men hun havde været vant til det, siden hun var 5 år!
Inden afrejse med fly kl. 21 til Kuala Lumpur begyndte Mads Olaus at have diarré og samtidig kaste op! Det var en drøj tur for ham, specielt da vi først landede på hotelværelset kl. 3 om natten efter at Ulrik havde siddet og måttet holde taxachaufføren vågen, øjenlågene var ved at falde i og kørslen blev ustabil og efter bookingen var gået fortabt på det første hotel! Hello Kuala Lumpur – her we come!!😆
