En dag med Florence Nightingale og hendes mand

Torsdag d. 21. februar

Kl. 10 mødte vi alle seks spændte op hos Anna og Poul Erik. Der bliver holdt godt øje med Anna af hendes to hunde, som er meget racistiske – de knurrer ikke af hvide mennesker men mørke mennesker kan ikke få lov at komme ind i hendes lejlighed….disse to hunde finder hende hvert år, hvordan er uvist.

Anna forelagde hurtigt planen, der var lagt sammen med Lal ( Annas bedste ven på Sri Lanka) og hendes Sri lankanske “ søn” Marish. Lal og Marish var vores chauffører i de to tuk tuk og første stop var i en stofbutik, hvor der blev indkøbt 20 hovepudebetræk, næste stop apoteket, hvor der blev købt Panodil og medicin til maveproblemer, skrabere. Sidste stop var supermarkedet, hvor Anna gik efter sukker, mælkepulver, toiletrens, kiks, vaskepulver og sæbe. På toppen af bjerget kom vi til plejehjemmet, og det var noget, der gav indtryk – hold da op!! Hver enkel beboer fik sæbe, Panodil, medicin til maveproblemer, en pakke kiks og et pudebetræk. Resten var til fælles brug. Børnene gik rundt med og afleverede tingene til de meget taknemmelige beboere. Hver beboer havde en seng og et sengebord, en balje under sengen og en tissespand. Der lugtede ramt af urin – og deres madrasser, tøj og puder var meget beskidte. Fluerne sværmede også omkring et bensår, hvor der ikke var forbinding på…. Hver enkel beboer sad eller lå i sin seng med tomme blikke – INGEN aktivitet af nogen art og de fleste desværre meget usoignerede. Der er een mand ansat til at tage sig af 20 beboere. Vi havde nogle balloner med fra Danmark, som vi pustede op, og pludselig kom der smil på læben hos nogle af mændene, da børnene sammen med dem begyndte at kaste med ballonerne. Snakkede med en gammel urmager, som havde boet på hjemmet i et år. Han havde aldrig været gift og havde ingen børn og græd hjerteskærende – han var ulykkelig for at være der, men havde ingen andre steder at være. Han var anderledes end de øvrige beboere i og med at han kunne snakke engelsk og også havde sin egen lille radio og sit eget ur. Hmm, det var en drøj omgang og noget tårevædede. Børnene gik meget op i at gå rundt og snakke med mændene. Det var på een gang rørende men også vemodigt.

Da vi har været rundt og sige farvel til alle, kommer Marish med en “ sengelus” mellem neglene – det besluttes, at Anna og Poul Erik kommer retur i næste uge med moskitonet og gift til udyrene. Anna fortalte senere, at hun havde været på et hjem for udviklingshæmmede piger og givet toiletter, håndvaske og madrasser. De bor som fanger i små celler, som er låst. Ligeledes har hun oplevet dette med demente – det løber en koldt ned ad ryggen, når man hører disse forfærdelige tilstande….

Vi var alle helt fyldt op af alle de indtryk på plejehjemmet. Lala tilbød os at komme med hjem til hans familie, hvor vi blev budt på the og småkager, hyggeligt. Han er ved at bygge til i sit hus. – han ved ikke hvornår, det står færdigt – det kommer an på pengene, men meningen er at kunne leje rummene ud og tjene lidt penge på den måde.Lal er til daglig tuk tuk driver og sørger desuden for den ene datters dreng, da begge forældre arbejder i Hongkong, hvor de tjener mere. Lal sørger for barnebarnet skolegang – han begynder sin skoledag kl. 7.30 til 13.30 i folkeskolen, derefter køres han til den internationale skole og derefter igen til engelsk undervisning – drengen slutter sin undervisning kl. 8 om aftenen – har fri i weekenden men ikke altid. Der satses hårdt på næste generations forsørger.

Derefter kørte vi til et fint udsigststed og efterfølgende spiste vi alle ti på en restaurant i smukke omgivelser – det var en dag fyldt med kontraster.

Da der var forskellige ønsker, der skulle opnåes, skiltes vi i to grupper…..der skulle shoppes lidt og der skulle findes ud af, hvordan vi får vores bord som nu kun er en bordplade med til Bangkok, hvorfra det skal sendes til Danmark, Ulrik har arbejdet ihærdigt i projektet, har talt med mange forskellige, men det ser vist ud til at lykkes nu…..vi krydser fingre.

Vi sluttede en meget, tankevækkende, kontrastfyldt og utrolig givende dag af på terrassen på Damith Guest House og havde det også bare en lille smule godt med at kunne bidrage lidt til projektet, selv om det kun forslår lidt. Mads Olaus gav udtryk for, at det nok havde været den største oplevelse på Sri Lanka. Tænk hvad tilfældigheder kan give af oplevelser, hvis man bare griber dem. Vi sagde ikke farvel til Anna og Poul Erik men på gensyn i Faaborg til Sri Lanka erfarings – og billedeudveksling. Tænk at have mødt to så dejlige, varme og inddragende mennesker! Ikke noget at sige til, at de lokale kalder Anna for Florence Nightinggale, men Anna har sin egen varme og respektfulde tilgang til kulturen og menneskene omkring hende – både dem hun omgåes og dem, hun er med til at hjælpe. Så fint at opleve.

Vores sidste aften på Sri Lanka tilbragte vi ved stranden, spiste der og gik rundt i de små gader med mange små sjove butikker. Vi snakkede alle om, at det er en underlig følelse at sige farvel til et land, der har givet os så mange oplevelser, men som man ikke ved om man nogensinde kommer til igen.

I morgen fredag d. 22.2. gælder det Thailand. Vi skal flyve fra Colombo til Bangkok kl. 14.30 – så er vi på vej mod nye eventyr……:)