For 16 år siden skrev Ulrik og jeg til et rehabiliteringscenter for orangutanger på Borneo, om vi i en periode måtte være frivillige hjælpere. På det tidspunkt kunne det ikke lade sig gøre, desværre! Borneo har derfor stået på ønskelisten af steder at komme, men vi troede ikke, det ville blive i denne omgang…. Da vi så sad og planlagde den sidste del af turen på Koh Jum og talte de sidste sparepenge – kunne vi se, at det alligevel lod sig gøre – fantastisk!😄
Derfor forlod vi Koh Jum fra strandkanten med longtailbåd – ude på havet – en lille smule faretruende og uden den store sikkerhed, blev vi omplaceret til en båd til byen Krabi – 1,5 times sejlads.
I Krabi blev vi installeret på Hotel Sasi House (med air con – ja, man glædes over små detaljer😄)og fik lavet en aftale på byens dyrehospital. En venlig og engelsk-veltalende yngre dyrlæge viste os rundt (med lidt betænkelighed, da chefen ikke var tilstede til at godkende det). Det var interessant at se og i virkeligheden ikke så anderledes end Ulriks hverdag hjemme. Udstyret var lidt ældre og behandlingsmulighederne i højere grad begrænset af økonomi både for gadehunde/-katte og hos private dyreejere. Vi blev herefter hentet i taxa – og afleveret ved byens tempel. Da vi alle er steget ud og taxaen er kørt, kan vi ikke finde Ulriks telefon. Alle havde set, at han havde brugt den i bilen. Så gik den store eftersøgning i gang for i telefonen lå også et Mastercard…Med få procent opladning på både Mads Olaus og min telefon ( det er jo typisk i sådan en situation) forsøgte vi at ringe til telefonen og bruge “ Find my Iphone” for at konstatere at telefonen bevægede sig væk fra os og blev slukket efter et par opkaldsforsøg! Sigrid Marie, Peter August og Ulrik hoppede i en taxa og kørte ud i det område for at lede efter taxaen, vi tidligere havde kørt med. Uden held. Senere hjalp hotellet os med at finde frem til taxamanden, som kom og viste sin bil frem og sagde, at han ikke havde fundet telefonen i bilen…så vi vælger at tro, at Ulrik har tabt telefonen ved udstigning og en hurtig sjæl har fundet den. Øv, øv, øv. Men som Ulrik sagde, der er ingen tilskadekomne kun noget teknisk bøvl! En lille smule slukørede gik vi tur ved templet og den dertilhørende munkeskole for drenge fra 8-18 år, som vi dog ikke måtte komme ind at se. Munkeeleverne boede også på skolen. Der hang orange munkeklæder til tørre på gangene, og der lød latter mellem de kronragede drenge. Høns, kyllinger og MANGE haner og ualmindeligt mange skabsbefængte hunde med åbne sår rendte rundt på området – så synd efter vores mening – men man slår jo ikke i hjel som buddist! Puha, der var noget for det lokale dyrehospital at gå i gang med, hvis de fik lov og der var penge til det!! Mads Olaus brød sig slet ikke om at være i området og bad om, at vi gik! Hyggede med hinanden om aftenen og gjorde klar til tidlig afgang mod Borneo næste morgen…
