Med minibus et par timer fra Khao Lak kl, 06 til Krabi og derefter med speedbåd til den lille ø, Koh Jum. Vi havde læst i Lonely Planet, at den skulle være en stille og rolig ø, uden ret mange turister og det svarer fint til den smukke rolige ø, vi nød at bo på. Vi boede i en træhytte på pæle lige ned til havet – Beach Relax. Fra den dejlige terrasse kunne vi følge med i tidevandet, som et par gange i døgnet forandrede den smukkeste sandstrand til skarpe klipper og koralrester. En nat var det desuden rigtig tordenvejr og et gevaldigt men kortvarigt regnvejr. Forestiller os, at det er sådan i monsuntiden. En sjov ting: Der var rigtig mange valgmuligheder på stedets menukortet, men stedet bestod kun af fire hytter, så antallet af gæster var derfor heller ikke voldsomt – Og da der så pludselig kom 6 sultne danskere var det mere end køkkenet kunne klare – men hva’ børnene fik pommes fritter fra dagen i forvejen 🙂 (det kan ikke anbefales!) – til gengæld var pandekagerne super gode. Vi led nu ingen nød – men det er en helt anden måde, at gå på restaurant i Asien end i Danmark – maden kommer ikke samtidig og man gør ikke så meget ud af borddækning – og om der er hvad der skal være fx. servietter, bestik m.m.:)
Tiden gik med at badning, læsning og lektier. Man skulle meget langt ud, hvis man skulle snorkle, så det gjorde vi ikke så meget. Natten var en VARM omgang, da hytten var uden aircondition.
En af dagene besøgte vi øens hospital, som viste sig at minde meget om en sundhedsklinik. Vi blev meget venligt vist rundt af en sød sygeplejerske. Hun havde mange kasketter – skadestuespl,, vaccinationsspl., hjemmespl., Sundhedspl., og jordemoder og massør. – men var også den eneste sundhedsfaglige person på dette tidspunkt. To gange om ugen kom der en læge til øen. Der var ingen patienter, mens vi var der, de hyppigste lidelser er trafikuheld og uheld ved fiskeri. Hvis patienterne havde behov for indlæggelse blev de sejlet til bl.a. Krabi. Efter besøget på hospitalet blev vi af en lokal knallertmand kørt til hovedbyen på øen (omend den er lille!) af i øvrigt den eneste cementerede hovedvej. Vi kørte forbi mange små butikker, som var betjent af muslimske kvinder med hovedbeklædning og også skilte med henvisning til, at man i tilfælde af tsunamiadvarsel skal løbe op på bjerget. I byen så vi mange fiskerbåde, de såkaldte longtailboats og fiskernes boliger. Det var et fattigt og beskidt syn – TRIST!! Det lignede en losseplads – mudder, plastik, beskidte børn, høns og kyllinger, en ubehagelig lugt af rådden fisk og kloak. Små haver var anlagt med hegn af gamle fjernsynsskærme og kabinetter som plantekasser. Midt i alt dette samsurium var der også små køkkener – det vækkede ikke vores appetit!
Om aftenen spiste vi på naborestauranten i strandkanten – 100 bath for et måltid kylling, grøntsager i sur/sød sovs med ris til = omkring 22-23 kr. Børnene legede på klipperne og blev selvfølgelig våde – alt som vanligt!:) Vi sov sidste nat i varmen sammen med kakelakkerne…
Turens næste destination vil I høre om i kommende blogindlæg!:)
