Vores chauffør fra Udawalawe Nationalpark sagde, at der var 1,5 time til Mirissa, den sydligste by på Sri Lanka. Det viste sig, at der var 3 timer…..pludselig var det mørkt, og vi havde for første gang lidt udfordringer med at finde et sted at bo og også at ATM- hæveautomaterne var tomme – ups, ups – men typisk for Sri lankanerne så er de simpelthen så venlige og utrolig hjælpsomme. En tilfældig tuk tuk-driver viste os hen til det der skulle vise sig at være en dejlig lille oase hos to usædvanlig søde værtspar, der ville gøre ALT for at behage os – lige noget vi kunne bruge efter en laaaang dag med mange oplevelser og indtryk.
I badebyen Mirissa oplevede vi for første gang mange turister ikke mindst back packere, russere og kinesere. Byen er kendt for sine hvalsafarier og lækre strande. Specielt ungerne nød de STORE bølger – var i vandet i timevis, mens Ulrik og jeg sad i skyggen af palmetræerne og læste.
D. 17.2. var vi fra morgenstunden på hvalsafari arrangeret af vores værtspar. Alle fik udleveret søsygetbl. – Jens Gustav skulle kun have haft en halv tablet men fik en hel og sov en stor del af turen…..sådan er det, når man ikke helt forstår informationen – godt det ikke var værre. I øvrigt var der ikke bølgegang – men stille og smukt.
Vi fik set to blåhvaler, en finhval og delfiner. Selv om man kun ser en brøkdel af klodens største pattedyr, er det imponerende at tænke på, at de fredeligt flyder rundt lige omkring båden. De er på transit rundt om og meget tæt på Mirissa, da der er meget plankton fordi mange floder udmunder i havet, og fordi der kun 8-20 km. fra kysten er 1 km. dybt.
Rice & curry er nationalretten på Sri Lanka – det spises især til middag- men vi fik det også som afskedsmorgenmad, det er stærkt men velsmagende. Der bliver altid tilbudt bestik til os men mange Sri lankanere spiser med hø. hånd, ve. Hånd er uren. Da vi tidligere var til det omtalte bryllup skulle vi også spise med hænderne – det er lidt af en kunst at få blandet maden til små kugler, som herefter indtages.
Mange er buddhister – vi snakkede med en mand i dag, som fortalte, at det for mange fortsat er forældrene der finder ægtefællen men at man har nogle muligheder. Han havde fx. været på besøg hos 25 forskellige kvinder, hvor den enkelte kvindes familie også deltog, inden han besluttede sig i løbet af 2-3 måneder, hvor man som kommende kærestepar kun snakker i telefon sammen – kulturen er, at man ikke mødes alene….
På Welligana Beach prøvede Ulrik og de tre store kræfter med et surfbræt i bølgerne til stor fornøjelse. Jens Gustav og ut. hoppede i bølgerne og lavede sandslotte.
Det var en tårevædet afsked med værtsparret – de havde svært ved at slippe ungerne…..om vi forstår dem, da vi som forældre syntes, at der havde været lige lovlig mange konflikter og lidt skrig og skrål…..nå, men tror måske, at det er meget normalt, at der lige kridtes op engang imellem, når seks mennesker er sammen i nye omgivelser 24-7 hver dag. Det er god læring for alle. Det er heldigvis den mindste del af samværet. Generelt er det jo helt fantastisk at få lov at tilbringe otte uger sammen som familie. Det giver mange gode snakke og grin og det kan GODT anbefales.:)
Billeder følger snarest….
