Fra Mirissa gik turen til Galle, en fra tidernes morgen, hollandsk koloniby med en kæmpe fæstning rundt om den gamle bydel.
Vi havde via Airb&b fundet, hvad vi syntes så lækkert ud, lejlighed lige ud til havet…hmmm, billeder og beskrivelser kan jo snyde engang imellem!! Synes normalt ikke, vi plejer at være så sarte men da diverse kakkelakker begyndte at spæne rundt på gulvet, og da vi for at komme til den tilhørende strand skulle passere en losseplads holdt det muntre op. Dog oplevede vi lidt af det lokale byliv – talte med ældre damer, der stod på gaden og trak luft ( læs trafikos) sammen med deres børnebørn – imens stod mødrene oppe i lejlighedens vindue og fnisede genert ned til os. Nogle drenge kaldte Mads Olaus og Peter August til sig og spurgte, om de ville spille fodbold på stranden – de skulle jo kun spørge een gang, så var FB& IF og SFF- drengene klar!,:) Ikke dårligt at kunne kaste sig i bølgerne efter endt kamp.
I Galle kom vi tilfældigt i snak med en ældre mand i uniform – helt hvilken rolle han havde ved vi stadig ikke, men han boede tilsyneladende i en gammel fabrik og viste os en skole, der efter en tsunami i 2004 havde lagt den og skolen i ruiner, men vi gik på farefulde lofter og så efterladte skoletegninger og blyanter. Uha, det gav nogle gys i os.
Bagefter var det tid for en is, og vi fandt frem til ismageren i Galle. Her snakkede vi med et kinesisk/ungarsk ægtepar på Ulriks og min alder. Det var meget interessant at høre om hendes svære barndom i Kina – født som pige, alt for grove knogler – aldrig værdsat. Bedstemoderen ønskede hende byttet til en dreng efter fødslen…. Selv om der var et-barns politik, så valgte forældrene at få et barn mere og betale alt – til alt held blev det en dreng. Hun var i dag meget glad for at være gift og bosat i Schweitz og ønskede IKKE børn.
Ellers gik vi tur “på muren” – Galles fæstning med den smukke udsigt udover havet. Vi var også på besøg i en moske, hvor vi fik lov at se, hvordan man som mand beder til Allah. Ungerne syntes, det var mange gange at ligge på knæ om dagen, men det gav anledning til snak om forskellige religioner.
Vi besluttede at flytte til Damith Guest House i Unawatuna allerede næste dag. Inden da skulle vi lige købe lidt varer i et supermarked og kommer i snak med et dansk ægtepar – Unawatunas svar på Florence Nigthingale…..uden yderligere præsentation eller andet siger damen, at vi er velkommen til at komme og besøge dem på Lemon Grass ved stranden, og vi hilser af.
Damith Guest House kan virkelig anbefales, en lille oase, stille og rolig og hyggelig og så med swimmingpool ikke at forglemme. Stedet er drevet af Damith og hans hustru – et meget hjælpsomt ægtepar og to søde børn, en dreng på 12 år og en pige på 18 år. Dagen efter inkvarteringen så vi en turtlefarm, det var meget spændende at høre om de forskellige arter og hvordan fiskerne mod belønning indleverer skadede skildpadder – der var nogle der manglede ben og øje og skjold der var beskadiget. Det virkede som et sundt projekt. En skildpadde søger altid tilbage til det sted, den er blevet udklækket, når den skal lægge æg – så hver aften er de ude for at lede efter hulerne, hvori skildpaddemoderen lægger sin 150-200 æg på 15-20 min. Det er noget af en fødsel.Æggene reddes op og udklækkes under sikre forhold…Når æggene udklækkes søger de små skildpadder automatisk til havet ved hjælp af et slimspor, som moderen har lagt og som kan holde i sandet i flere måneder, det er hvad de får af minde/ kærtegn fra deres mor.
Om aftenen beslutter vi, at det kunne være sjovt at finde det ægtepar, som vi snakkede med i supermarkedet – det lød som et spændende projekt, de havde gang i. Sørme om det ikke lykkedes at finde Anna og Poul Erik. De blev noget overraskede, da de så os stå på trappen….vi blev budt indenfor OG så gik snakken ellers. Anna er kommet på Sri Lanka i 24 år – opholder sig der i to til tre måneder om året og har for fem år siden mødt Poul Erik, som nu også kommer med. Hvert år laver Anna en Buddha fest hjemme, hvor der holdes auktion på Annas indsamlede loppefund. Alle bidrag går til plejehjem og nogle fattige familier som Anna og Poul Erik sammen med Annas Sri lankanske “familie” Lal donerer fx., mad, madrasser, hovepudebetræk, Panodil og anden medicin, skrabere til skæg, toiletrens, sæbe. Hver plejehjemsbeboer får 15 kr. af regeringen om måneden – resten er donationer. Beboerne lever som oftest under kummerlige forhold. Der er mange gange lavet aftaler i den lokale landsby om, at der laves mad på skift til beboerne – fx. ved familien Lal, at de skal lave morgenmad d. 24. november hvert år. Børnene var meget optagede af at høre om projektet og havde mange spørgsmål.
Inden vi fik set os om, var det planlagt, at vi kunne komme med på besøg på et plejehjem med 20 mænd d. 21.2.
